Hvornår skal hvalpe til dyrlæge?

Hvalpe skal sundhedsundersøges

Du har længe gået og tænkt på at få en ny hund, og nu har du det – tillykke med hvalpen! Det er enormt vigtigt, at du som ejer af din nye hvalp, sætter dig godt ind i, hvordan du bedst passer på den. Og en vigtig del af at tage sig af sin nye hvalp er netop, at den skal vaccineres. Men for at vaccinere din hvalp skal den være sund og rask, og derfor skal din hvalp til dyrlægen. En hvalp bør have sin første sundhedsundersøgelse lige efter fødslen, og den anden sundhedsundersøgelse er typisk når hvalpen skifter ejer, altså ved otte ugers alderen. Det vil altså sige, at hvis du får en ny hvalp i otte ugers alderen, så skal den sundhedsundersøges – og på baggrund af denne undersøgelse ved din dyrlæge, hvilke vaccinationer din hvalp har brug for.

Hvalpe skal vaccineres

Det anbefales at hvalpen modtager første basisvaccine, når den er otte uger gammel. Anden basisvaccine gives fire uger efter, hvor hvalpen er 12 uger gammel, og sidst anbefales en tredje basisvaccine, når hvalpen er 16 uger gammel, for at hunden opnår tilfredsstillende antistoffer. Herefter aftaler du med din dyrlæge, hvornår en revaccination bliver nødvendig – det kan være alt mellem 1-3 år, afhængigt af vaccinen, som din hund har brug for. Din hvalp skal vaccineres mod leverbetændelse, hundesyge og parvovirus. Typisk kan den også vaccineres mod f.eks. rabies, som er et krav for at du kan rejse med din hvalp til udlandet.

Hvad tjekkes hos dyrlægen?

Hele din hvalps krop vil stort set blive undersøgt. Det vil sige at øjnene, ører, hud og hårlag, lymfeknuder, ben og poter, hjertet etc. Dyrlægen vil også spørge ind til hvalpens drikke- og ædelyst, sådan at det kan afgøres, at den hverken får for meget eller lidt. Sundhedsundersøgelsen hos din dyrlæge er enormt vigtig, når du får din nye hvalp – her får du et komplet overblik over, hvor sund og rask din hvalp er, og hvad der skal gøres, hvis den har nogle lidelser.