Du er endelig blevet gammel nok til at sidde bag rettet selv på lovlig vis. Slut er det nu med de der diskrete køreforsøg på en øde landevej i mørket – tiden er kommet til, at du kan tage dit helt eget kørekort. Men før du står med kørekortet i hånden, så skal du igennem en masse teori- og køretimer på en køreskole. Derefter skal du bestå to forskellige prøver: en skriftlig teoriprøve samt en praktisk køreprøve.
Giver denne proces dig nervøse sammentrækninger i maven, så bare rolig. Læs videre her for gode råd og tips til dig, der skal til at tage kørekort.
Sådan foregår en teoriprøve
En teoriprøve er en skriftlig prøve, som består af 25 spørgsmål med nogle forudbestemte svarmuligheder. Du må maksimalt svare forkert på 5 spørgsmål. Prøven er baseret på nogle billeder set fra førerens perspektiv. Hertil oplyses din hastighed og hvor du skal hen, hvorefter spørgsmålet oftest går på, hvordan du vil komme videre, eller hvad du skal være særligt opmærksom på i situationen, som arter sig på billedet.
Gode råd til at bestå teoriprøven
Teoriprøven minder rigtig meget om den teoriundervisning, som du har gået til. Billederne og spørgsmålene minder om nogle, som du har arbejdet med før.
Vejen til at bestå teoriprøven er at forberede sig bedst muligt hjemmefra. Det kan du gøre ved at teste dig selv via teoriprøver på nettet, eller som du måske har fået udleveret af din kørelærer. Husk at ankomme til tiden for teoriprøven, da du ellers kan blive lukket ude og må betale for en ny prøve. Når prøven går i gang, er det bedste, du kan gøre, at stole på din første indskydelse – det er ofte den rigtige.
Sådan bliver du klar til køreprøven
Køreprøven: Den endelige og sidste prøve du skal igennem for at få kørekortet i hånden. De færreste ved, at man ikke behøver køre fejlfrit for at bestå – du skal bare køre lovligt. Hvis du er usikker på højre og venstre, så spørg endelig den køresagkyndige, det dumper du ikke af. Husk altid at køre sikkert fremfor overmodigt og hurtigt. Kend dine usikkerheder og overvej eventuelt, om du har brug for ekstra køretimer inden køreprøven.